Den mindst folkelige folkesygdom

Som formand for et netværk for de største landsdækkende interesseorganisationer på psykiatriområdet har jeg i foråret glædet mig over den opmærksomhed, psykiatrien og psykisk sårbare mennesker har fået, bl.a. med radio- og tv-udsendelser om tilværelsen som usynligt syg.

Tabuisering er en af de største hindringer i forebyggelsen af psykisk sygdom.

Når vi dukker os og tier i angst for at blive stemplet, søger vi ikke hjælp i tide. Når tidligere psykisk syge f.eks. afvises af forsikringsselskaberne, når de vil tegne en livs- eller ulykkesforsikring, på trods af at de er erklæret raske, gør de fleste selvsagt, hvad de kan for ikke at få det stempel. Og når SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, i en undersøgelse konstaterer, at danskerne generelt er langt mere forbeholdne over for at have en kollega med en psykisk lidelse end en med en fysisk sygdom, søger den kriseramte oftest ikke hjælp, før situationen har udviklet sig til egentlig sygdom.

Uvidenhed er en lige så stor hindring i forebyggelsen og integration af psykisk sårbare på arbejdsmarkedet og i samfundet som helhed.

Ifølge en undersøgelse, for nylig foretaget af Epinion for DR, mener næsten halvdelen af danskerne – 46 pct. af de adspurgte – at har man først fået en diagnose som f.eks. skizofreni, kan man ikke blive rask igen. 30 pct. svarer, at de ikke ved, om man kan blive rask.

Men det kan man! Mange bliver raske og velfungerende. Og endnu flere kan som minimum få det bedre. Hver femte, som har fået diagnosen skizofreni, kommer sig helt. 80 pct. af alle deprimerede vil kunne behandles med et positivt resultat, og det samme tal gælder personer med angst, har overlæge og professor Poul Videbech, Aarhus Universitet, udtalt i forbindelse med undersøgelsen.

Vi ved nu, at stort set alle psykisk sårbare under de rigtige omstændigheder kan få det så godt, at man kan klare sin tilværelse på egen hånd, passe sin uddannelse eller sit job, undgå indlæggelser og symptomer på sygdom. Man kan faktisk blive helt rask. Og vi ved, at bliver man lukket ind i fællesskab, vil psykisk sårbare trives bedre og komme sig hurtigere.

En ud af fire – 25 pct. – bliver på et tidspunkt i livet ramt af en eller anden grad af psykisk sygdom, fra svag depression til svære psykoser. Langt flere af os vil udvikle psykiske lidelser end f.eks. kræft. Hertil kommer det endnu højere tal for pårørende, familiemedlemmer, venner og kolleger, som bliver indirekte berørt. Faktisk er halvdelen af familierne herhjemme i berøring med det psykiatriske system. Psykiske lidelser er en af Danmarks største folkesygdomme, men samtidig den mindst folkelige.

Vi ved, at hurtig hjælp er bedre hjælp – fuldstændig som det gælder for fysisk sygdom. Jo før der sættes ind med råd, vejledning og evt. behandling, jo mindre er risikoen for, at symptomerne udvikler sig. Derfor bør vi kunne nå dertil, at det er o.k. at have det svært.

Vi skal blive bedre til at acceptere, at psykiske reaktioner og symptomer på begyndende psykisk sygdom kan være helt normale reaktioner på det, den enkelte oplever som et voldsomt pres eller en ubærlig situation. Vi ved jo godt, at mennesker reagerer forskelligt, og at det derfor ikke bare handler om ”at tage sig sammen”.

Møder vi hinanden med forståelse og omsorg, er der langt større chance for, at den enkelte tør søge den nødvendige støtte og hjælp i tide. Og for at den kriseramte kan overkomme sit akutte problem uden at skulle forlade job eller opgive uddannelse, og før det bliver til egentlig sygdom.

Det er helt afgørende at sætte tidligt ind over for unge psykisk sårbare.

Mindst en elev i hver gymnasieklasse har forsøgt at tage sit eget liv. Hver sjette unge pige har skadet sig selv. Vi ved, at 75 pct. af de psykiske lidelser begynder i ungdommen, før det 25. år.

I disse år dropper alt for mange ud af en ungdomsuddannelse, og samtidig er ungdomsarbejdsløsheden høj – i begge grupper er der en stor overrepræsentation af psykisk sårbare unge. Dem skal vi tage hånd om langt tidligere og på en helt anderledes, sammenhængende måde.

Det er et offentligt ansvar at hjælpe børn og unge, men den stigende marginalisering af og magtesløshed over for sårbare unge kalder på nye løsninger. Der er brug for en ny tilgang, som kan give børn og unge reelle muligheder for at få tidlig, hurtig og rigtig hjælp – før barnet eller den unge er så sygt, at der må stilles en diagnose og oprettes en sag.

Med inspiration fra det australske projekt af samme navn har headspace Danmark derfor nu åbnet foreløbig seks centre i Aalborg, Horsens, København, Odense, Roskilde og Rødovre. Det er først og fremmest de to almene fonde, Velux Fonden og Det Obelske Familiefond, der har gjort projektet muligt – og en meget positiv støtte fra de seks kommuner.

Vi ser headspace som et af de største civilsamfundsprojekter herhjemme i nyere tid. Med det tager vi fat på at hjælpe de unge på en helt ny måde og bidrager samtidig til at styrke den sociale sammenhængskraft gennem opbygningen af en ny kultur og kapacitet i lokalsamfundet. Holdningen skal ændres fra »Det er ikke mit bord – det må det offentlige tage sig af« til »Det må vi tage os af – sammen med de unge«.

Headspace tager imod børn og unge mellem 12 og 25 år, som har brug for rådgivning og hjælp i deres konkrete situation, hvad enten det drejer sig om uddannelse, job, familie, kæreste, stofmisbrug, ensomhed, mangel på selvværd, mobning eller andet – intet problem er for stort, intet for småt.

Man kan ringe og skrive til det lokale center eller komme direkte ind fra gaden og få hjælp, uanset problemernes art og uden først at skulle vurderes. Samtale og hjælp tilbydes umiddelbart, og barnet eller den unge afgør selv, om anonymiteten skal fastholdes. Der er ingen ventetid, krav om personnummer eller udfyldning af skemaer.

De lokale headspace-centre er bemandet med både professionelle og frivillige. Headspace kommer altså på banen før de traditionelle klientsagsbehandler- og patient-læge-forhold. Vi prøver at hjælpe så tidligt som muligt, før den unge bliver så syg, at han eller hun bliver en sag i det offentlige system. Headspace konkurrerer derfor ikke med det offentlige, men supplerer på et tidligt tidspunkt.

Indsatsen i headspace bygger på tre grundlæggende principper:

Alt foregår på de unges præmisser. Sproget og rammerne er deres. De har ofte selv løsningerne, men de er til tider de sidste, der bliver hørt. Hos headspace spørger vi ikke, hvad den unge fejler, til sygdom eller begrænsninger, men om, hvad vi kan hjælpe med. Den unge er ekspert i sit eget liv, og headspace-medarbejderen i at lytte og henvise til den rette hjælp. Gennem ligeværdig dialog træffes en beslutning om, hvad der skal ske.

Hele indsatsen er en central del af det lokale fællesskab. Headspace er forankret i lokalsamfundet, hvorfra de frivillige rekrutteres. Partnerskaberne opbygges lokalt og bæres af civilsamfundets repræsentanter, f.eks. idrætsforeninger, ungdomsklubber, spille- og uddannelsessteder, produktionsskoler og humanitære foreninger.

De frivillige er bærende for hele idéen. De frivillige udgør sammen med medarbejderne kernen i det lokale headspace-center og involveres fra begyndelsen i centrets indretning og drift. Alle frivillige er uddannet og holdes løbende ajour om nye erfaringer med at hjælpe sårbare børn og unge.

Selv om drivkraften og omdrejningspunktet er civilsamfundet, arbejder det lokale headspace-center tæt sammen med kommunen. Der er børn og unge med så massive problemer, at de ikke kan hjælpes alene inden for headspaces rammer. Derfor har centret og kommunen en skriftlig samarbejdsaftale, som bl.a. sikrer faste kontaktpersoner i kommunen og én indgang til kommunen, når behovet opstår.

I Det Sociale Netværk, som har taget initiativet, håber vi, at headspace kan blive et landsdækkende og fast forankret tilbud for alle 12-25-årige med vanskeligheder og behov for nogen at tale med.

Det koster ikke noget at få hjælp i headspace. Men når det lykkes at få unge i krise tilbage på sporet, vil det give civilsamfundet afgørende betydning og spare samfundet for milliarder. Dermed vil velfærdsstaten og civilsamfundet kunne fungere sammen på en helt ny måde – ikke som konkurrenter, men i en symbiose af resultater, mening og medansvar.

Det er vores store håb og ønske, at den unge generation vil blive sparet for den fortielse, uvidenhed og stigmatisering, som generationerne før dem har måttet leve under, når livet har gjort ondt, og sindet er blevet sygt.

Kilde: Jyllandsposten