Fra psykisk lidende til bare skør-normal

Samtaler med ligesindede, der selv har erfaring med psykisk lidelse er vejen frem for mennesker med psykiske lidelser, når de skal hjælpes tilbage til en hverdag efter indlæggelse. Det handler om at tale følelsernes sprog frem for den medicinske snak om sygdom, viser et nyt ph.d.-projekt.

Af Anne Trap-Lind | 10. april 2015

”Jeg vil bare gerne være skør-normal”, siger en af deltagerne i Birgitte Hanssons ph.d.-afhandling Bare skør-normal med undertitlen en analyse af en brugerstøttepraksis i psykiatrien. Citatet har lagt navn til ph.d.’en, fordi det indfanger den udfordring, som den psykisk lidende person oplever: At skulle leve med diagnoser og behandlingssnak og samtidig skulle vende hjem til en almindelig hverdag igen efter indlæggelse.

Se flere forskningsprojekter, der har patienten og patientens egne præmisser i fokus

Den vej hjem er angstprovokerende for mange patienter, fremgår det af ph.d.’en. Oveni kan indlæggelsen ligefrem forværre patienternes tilstand. Men samtaler med en støtteperson, der selv har erfaring med psykisk lidelse, de såkaldte brugerstøtter, kan gøre en stor forskel og indgyde fornyet håb, fordi målet er at fokusere på sundhed frem for på sygdom, forklarer Birgitte Hansson:

– Når mennesker bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, taler personalet med dem om deres sygdom. Det er diagnosticeringen med skizofreni, depression eller anden psykisk sygdom, der er på dagsordnen. I mit syn på psykisk lidelse gør jeg op med denne medicinske sygdomsforståelse – jeg ser i stedet på, hvad der er sundhedsfremmende for mennesker med psykisk lidelse. Og her viser det sig, at en brugerstøtte kan indgyde dem håb og skabe tillid, så de får lyst til at snakke.

Snak om hverdagslivets problemer er nemlig ikke det, der præger livet på psykiatriske afdelinger ifølge undersøgelsen. Det er et gennemgående træk, at de indlagte ikke taler med personalet – de føler sig ikke ligeværdige og ikke forstået.

Følelsernes sprog

I ph.d.’en optræder en kvinde, der blev indlagt med voldsom depression, plaget af uro, skam og angst for at vende hjem. Hun siger til sin brugerstøtte efter en række besøg, at ”nu har jeg fået sat ord på det over for dig, så kan jeg nok også over for personalet.” Kvinden kommer sig i en sådan grad, så hun kan vende hjem igen til et godt liv med arbejde og ny kæreste.

Kort sagt er det, som brugerstøtterne kan, som personalet ikke er så gode til, at talefølelsernes sprog, fortæller Birgit Hanson:

– I de samtaler, som en person med en psykisk lidelse har med sin besøgsven, føler den psykisk lidende sig både forstået, set og hørt. Hvis fx den psykisk lidende fortæller om, hvordan hun ser ulve eller taler med blomsterne eller forsøger at flygte fra sin krop, så bliver det ikke slået hen med, at det er sygdomstegn. Brugerstøtten lytter til det som en erfaring, han måske selv har haft og tager det alvorligt.

Birgitte Hansson kalder det, der foregår i samtalerne, for sanselige læreprocesser.Personerne med psykiske lidelser sanser, at de er ligeværdige med den, de taler med.Netop dét gør, at de psykisk lidende i undersøgelsen føler tillid og tro på, at de kan tale frit – i modsætning til, hvordan de oplever at tale med det professionelle personale på de psykiatriske afdelinger.

Ham den skizofrene

Birgitte Hanson ser på psykiske lidelser som relationsforstyrrelser. Et menneske kan opleve så store og gentagne frustrationer i relationen med andre, at oplevelsen bliver fortrængt fra bevidstheden og dermed fra sproget – og det er her Birgitte Hanson, der er uddannetcand.mag., sætter forskningslyset på: Hun undersøger, hvordan de læreprocesser, som brugerstøtterne sætter i gang, når de snakker med personerne med psykiske lidelser, har med sprog, livshistorie og førsproglig sansning at gøre.