Psykisk sårbare skal lære at mestre livet

Sorø og fem andre kommuner vil gå sammen om et nyt initiativ, skriver DAGBLADET og Sjællandske.
De psykisk sårbare skal lære at mestre livet bedre, og derfor er Sorø Kommune gået sammen med Holbæk, Odsherred, Kalundborg, Ringsted og Slagelse kommuner samt Psykiatrien Vest under Region Sjælland om et initiativ med det lidt »uheldige« navn Projekt Recovery Skole – Vestsjælland.
Men bag det underlige navn ligger der gode tanker om at give de psykisk sårbare et fagligt velfunderet kursustilbud, hvor de pågældende borgere og deres pårørende får målrettede kurser, der skal gøre en psykisk sårbare bedre til at klare dagen og vejen.
Kommunerne er gået i samarbejde med University College Sjælland samt oplysningsforbundene FOF og AOF
Med andre ord er det aftenskolemodellen,der tages i brug, så skolen fungerer decentralt, uden at kommunerne skal bruge fælles resurser eller ansættelser på det.
Projektet bygger på den engelske model »Recovery Colleges«, hvor der er ligestilling mellem den faglige viden og erfarings-kompetencen. Kurserne afvikles af et lærer-makkerpar, hvor den ene har personlige erfaringer med psykisk sygdom og den anden er faglærer. Alle kommunerne og regionen bidrager med begge typer lærere. Meget kommer til at foregå i såkaldte visions-processer med borger, bruger- og pårørendeforeninger og andre netværk, og i fællesskab med UCSJ skal der så udvikles et forpligtende partnerskab, en netværksmodel og et læringsmiljø for kommunerne, regionen, AOF og FOF.
Som i ethvert andet aftenskole-tilbud er der egenbetaling, og hver kommune skal selv indgå en lokal aftale om egenbetaling.
I Sorø vil medarbejderne i socialpsykiatrien inddrage folk med interesse for området. Det kan for eksempel være elever, praktikanter og frivillige. Der skal eksempelvis bruges sociale værter i aktivitetshusene, ligesom der er opgaver i forbindelse med udflugter.
En konsekvens er, at der på nogle af de ydelser, man kender i dag, vil være en ændret tilgang til det faglige arbejde, da en del af projektet bæres af folk med personlige erfaringer med psykiske lidelser.
Fagcentret forestiller sig, at der i Sorø Kommune skal ansætte to deltidsmedarbejdere, der har de førnævnte personlige erfaringer.
– Vi har i social- og sundhedsudvalget bedt fagcentret give et bud på de økonomiske konsekvenser, siger udvalgsformand Lars Schmidt (DF).
– Men som udgangspunkt er projektet utroligt spændende, så det vil vi arbejde videre med, og selv om der er en økonomisk konsekvens, ser det umiddelbart ud til at være en investering, der godt kan komme flere gange igen.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.