Recovery – at komme sig

Det er vigtigt for alle mennesker at have indflydelse på sit liv og mulighed for at forbedre og ændre på praktiske, fysiske, sociale og personlige forhold i tilværelsen. Recovery er en proces, der gør, at mennesker med sindslidelse kan komme sig helt eller delvist.

Inden for de seneste 15 år har videnskabelige undersøgelser vist, at mennesker kan komme sig af psykiske lidelser– også af alvorlige lidelser. 60 % af de borgere, som får diagnosen skizofreni, kommer sig.

Recovery deles op i at komme sig helt eller komme sig socialt:

• At komme sig helt betyder et totalt fravær af psykotiske symptomer, og borgeren vender tilbage til det funktionsniveau vedkommende havde inden sygdommen. For at blive betragtet som et menneske, der er kommet sig helt, kræves det, at bedringen er af en vis varighed og ikke er knyttet til nogen form for vedvarende psykiatrisk behandling. Omkring 25 % kommer sig helt af en skizofrenilidelse.
• At komme sig socialt betyder, at borgeren stadigvæk kan fremvise kliniske tegn på psykisk lidelse, som fx at høre stemmer eller have paranoide vrangforestillinger. Men disse symptomer forhindrer ikke borgeren i at deltage i det sociale liv (arbejde, socialt netværk og deltagelse i sociale aktiviteter) – og der er ikke foregået nogen indlæggelse på psykiatriske afdelinger. Omkring 35 % kommer sig socialt af en skizofrenilidelse.

På baggrund af international forskning i recovery kan de faktorer, der fremmer recovery inddeles i tre:

• Individuelle faktorer: Herunder borgerens aktive bidrag til processen og muligheden for at rekonstruere mening og perspektiv i livet efter sygdomsudbrud, samt borgerens oplevelse af håb for en bedre fremtid. Med rekonstruering af mening og perspektiv menes, at man selv, eller med støtte, får skabt en forståelse for, hvad der skete (sygdomsudbruddet), hvorfor det skete, og hvilken betydning det har for livet fremover.
• Relationelle faktorer: Herunder betydningen af netværk, relationer til andre, arbejde og karakteren af det lokalområde, man bor i.
• Samfundsmæssige faktorer: Herunder betydningen af institutionaliseringsgrad, økonomiske konjunkturer, levevilkår, materielle betingelser og kulturel kontekst.

En personlig udviklingsproces

Recovery-forskningens kvalitative forskningstradition definerer recovery som en personlig proces, der sker i hverdagslivet. Behandling og social støtte er derfor kun en af flere mulige, virkningsfulde elementer i recoveryprocessen.

Målet med recovery er at blive i stand til at leve et tilfredsstillende og meningsfyldt liv på trods af de begrænsninger, man bærer med sig. Det er en dybt personlig proces, der er meget forskellig fra menneske til menneske. Det kan tage tid at komme sig, og det er individuelt, hvor meget tid det tager.

Recovery-processen kan deles op i fire faser:

1. Stabilisering I: Fokus på at få kontrol over symptomerne og formindske lidelsen.
2. Re-orientering: Udforskning af umiddelbare implikationer i forbindelse med sygdommen og af, hvordan man kan vende tilbage til et meningsfyldt liv.
3. Re-integration: Gendannelse af meningsfulde aktiviteter, sociale relationer og roller
4. Stabilisering II: Opretholdelse af en ønskværdig situation og begyndende rutiner i hverdagslivet.

Det betydningsfulde netværk

Selvom recovery er en personlig proces, så udfoldes processen med at komme sig i et socialt rum. Forskningen viser, at det er langt overvejende er de borgere, der har et socialt netværk, uden for det psykiatriske system, som formår at arbejde sig ud af sygdommen. Ensomhed og isolation er omvendt de faktorer, som har størst negativ indflydelse på borgerens muligheder for recovery. Følgende lister væsentlige faktorer i forhold til omgivelsernes indflydelse på recovery:

1. Adgang til fællesskaber som eksempelvis uddannelse, arbejde og lokalsamfund er, sammen med en økonomi der løber rundt, faktorer som understøtter recovery.
2. Håb om bedring er en central betydningsfuld enkeltfaktor for recovery, uanset om håbet bæres af den enkelte eller bæres i det betydningsfulde netværk omkring borgeren.
3. Recovery er en individuel proces der ses, opleves og virker indefra – den kan og bør anerkendes og opmuntres af omgivelserne, men kan ikke ”manualiseres” og igangsættes udefra.

Kilde: Socialstyrelsen