Vigtige faktorer for recovery
Forskning på området viser, at der er en række faktorer, som er centrale i forhold til at understøtte og fremme menneskers proces med at komme sig fra en sindslidelse: Faktorer hos personen selv, faktorer i omgivelserne og samspillet mellem personen og omgivelserne:
Social inklusion …
betyder, at man arbejder for, at personer med sindslidelser får adgang til f.eks. arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet, sportsklubber og andre tilbud uden for psykiatrien. At være en del af det almindelige samfund og udfylde en rolle, der har betydning for andre end en selv, øger muligheden for oplevelsen af, at man lever et nyttigt og værdigt liv.
Håb …
er en naturlig del af det at komme sig. I perioder, hvor man selv har svært ved at tro på, at man kan komme sig, skal den professionelle bevare håbet, hvilket kan styrke et positivt syn på fremtiden. Håb handler også om at tro på, at man godt kan komme videre, selvom sygdommen måske altid vil være en del af ens liv.
Empowerment …
betyder ansvarliggørelse: At man bliver støttet i selv at tage styringen over eget liv, med det ansvar, de rettigheder og forpligtelser, der følger med.
Kompetencer …
er viden og redskaber til at tackle og mestre sin sygdom og sit liv.
Socialt netværk og engagement …
skal sikre kontakt med familie og venner samt professionelle i det omfang, der er behov for det. Aktiviteter og samvær med andre er vigtigt for de fleste og skal selvfølgelig tage udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov.
Partnerskab …
handler om kommunikation og relationer mellem mennesker. Ligeværdighed og gensidig respekt skal være grundlaget i kontakten mellem brugere, pårørende og professionelle.
Kilde: Århus Kommune
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.